Her pumper ejeren millioner op af jorden

30.10 2014

Skødshovedkolonien ligger skønt på spidsen af Mols mellem Kalø Vig og Begtrup Vig med en fantastisk udsigt ud over Århusbugten og med det karakteristiske bakkede Mols-landskab i baglandet. Og lige under fødderne på koloniens mange brugere bugter 3.500 meter jordslanger sig - skabt til at levere miljøvenlig energi for millioner af kroner i deres levetid.

Ud med oliefyret
Kolonien blev bygget til Hvidovre Kommune i 1977 til brug for kommunens feriekolonier og lejrskoler. I dag er det en moderne ferie- og kursusejendom med plads til 68 personer fordelt på 20 værelser – alle med eget bad og toilet.

I 2013 besluttede Hvidovre Kommune i samråd med GH Energi & Rådgivning at pensionere koloniens udtjente oliefyr til fordel for et grønt og miljøvenligt jordvarmeanlæg. Et af kravene til anlægget var, at der skulle være rigeligt med varmt brugsvand, så alle kunne tage et morgenbad.

Den udfordring løste Vølund Varmeteknik, som har mere end 35 års erfaring med varmepumper. Virksomheden projekterede et 80 kW-jordvarmeanlæg til rumopvarmning og kontinuerlig produktion af 1.800 l varmt brugsvand.

Installationen af de 2 x 40 kW varmepumper, model F1345, og de fire tilhørende varmtvandsbeholdere blev udført af VVS Søberg. Firmaet har gennem årene leveret over 200 jordvarmeanlæg og har således opbygget omfattende ekspertise og erfaring på området. I dag tilbyder VVS Søberg også andre former for alternativ energi, blandt andet solceller som også indgår i løsningen på Skødshovedkolonien.

Gjorde det umulige muligt
Bygningen er af ældre dato, isoleringen er dårlig, og der er store vinduesflader overalt. Så egentlig burde det slet ikke kunne lade sig gøre at udnytte et jordvarmeanlæg her, forklarer energitekniker Allan Hansen fra VVS Søberg.

Han tilføjer, at de 3.500 m jordslanger - hvorfra man henter den oplagrede solenergi, som omdannes til varme - tilmed ligger i sandjord. Normalt anbefaler man en federe og dermed mere “energiholdig” lerjord.

- Her kommer vores store erfaring og viden os til gode. Vi har dimensioneret og trimmet anlægget, så det fungerer optimalt. Desuden har vi udskiftet alle brusehoveder på badeværelserne med sparebrusere, der reducerer vandforbruget drastisk. Der er jo ingen grund til at fråse.

God og jævn varme
Pedel og tilsynsførende Søren Erik Dam glæder sig over det nye jordvarmeanlæg:

- Det har været fuldstændig uproblematisk at tage anlægget i brug. Det har fungeret optimalt fra første dag. Tidligere skruede vi ned for varmen til ca. 12 grader i vinterhalvåret, når huset ikke blev benyttet så ofte. Nu kan vi tillade os at have en langt mere jævn temperatur hele året. Det giver et sundere hus. Sidst, men ikke mindst, så slipper vi for olietyverier. Det er en ubehagelig og i øvrigt dyr oplevelse.

Søren Erik Dam oplyser, at man sparer omkring 125.000 kr. om året på viften af energitiltag. Hertil kom et energitilskud på ca. 100.000 kr. Dermed er den samlede investering i jordvarmeanlæg, solceller på taget, sparebrusere m.m. tjent hjem på blot 6-7 år.

- Det var en rigtig beslutning, man tog. Med ét slag har stedet både fået miljøvenlig energi og en fremtidssikret økonomi.

 


 Her pumper ejeren millioner op af jorden

Varmepumper og andre energitiltag
reducerer varmeregningen med næsten 125.000 kr. hos Skødshovedkolonien.
Her gennemgår pedel Søren Erik Dam (t.v.)
og energitekniker Allan Hansen en detalje ved betjeningen af varmepumpen.